En vild tur til Vorsø!

Ajstrup Biolaug havde i søndags fornøjelsen af at besøge den fredede ø, Vorsø, i Horsens Fjord, hvor naturformidler, illustrator og billedkunstner Jens Gregersen har boet ene mand de sidste 44 år. Der er normalt adgang forbudt til øen undtagen få dage om året. Jens er kommet meget ved Norsminde og Kysing Fjord som ung og har stadig et bankende hjerte for området.

Vorsø’s status som et biologisk laboratorium er enestående i en dansk kontekst og har givet et rigt indblik i hvad ’vild’ natur er og kan blive – (måske også i fremtidens tre-parts Danmark?). Jens betragtes som en af Europas bedste fugletegnere og har bl.a. senest udgivet den meget anmelderroste bog ’Fugleliv.’ Bogen fortæller om hans liv med fugle fra han var ganske ung og tegnede ved Brabrand Sø – til hans ekspeditioner i det arktiske.

Jens tog imod os og guidede os rundt i det ’forvildede’ landskab og fortalte levende om hans over 40 år som eneboer på øen. Vi fik desuden lejlighed til at besøge Jens’ atelier og høre om hans seneste rejse til bl.a. Canada. Tusind tak til Jens for at tage imod os og dele af hans enorme viden – hans fantastiske tegninger og et ukueligt, inspirerende natursyn, som løftede os alle.

Vi håber at se Jens igen – snarest – det var uforglemmeligt!

Mere forvilding, tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait